Som knap 75-årig udgav Thorkild Bjørnvig i 1993 sin sidste digtsamling, ”Siv vand og måne”. Titlen er et digt fra samlingen, der er skrevet til forsideillustrationen – kinesiske Tai Wén-Chins billede af en sovende fisker i en båd fra ca. år 1446.
Digtsamlingen er inddelt i tre afsnit; Hölderlin, Rejsen og Tærsklen. De fire Hölderlin-digte er skrevet som en stort set urimet lyrisk fortælling om den tyske digter Friedrich Hölderlin (1770-1983) og tematiserer især hans forestillingsevne og hans arbejdsværelse, mens de to efterfølgende afsnit primært handler om at tage afsked med livet, med naturen og med sine venner; deriblandt litteraten Torben Brostrøm og digteren Per Højholt (1928-2004). På trods af den tunge tematik er digtene imidlertid hverken melankolske eller sentimentale. Nogle af digtene, som ”Blad af en uført dagbog” ligner prosa, en note, men de fleste er inddelt i strofer og verselinjer uden markante rim.
Titeldigtet ”Siv vand måne” er på mange måder typisk for Thorkild Bjørnvigs forfatterskab. Det er skrevet med kunstnerisk inspiration og digter videre på den fortælling, der allerede findes i det pågældende stykke billedkunst. Digtet er inddelt i tre strofer med fem verselinjer i hver, og selvom især s-allitterationerne er talrige, så er det ikke rimene, der dominerer den lyriske tone. Det er derimod en drømmende og sfærisk stemning, der synes at have en vertikal bevægelse opefter med ord som ’spire’, ’vokser op’, ’åbnes’, ’stiger’, ’rækker sig’ og ’rygende’. Digtet er både enkelt og flimrende – med naturen, kunsten, verden og kosmos i én stor forening.
Thorkild Bjørnvig udtalte engang, at alderdommen fyldte ham med panisk gru, og at han kun så de ting, han ville miste ved at blive gammel (Nils Gunder Hansen: Som ung drømte han om at dø. Berlingske Tidende, 2004-03-05). ”Siv vand og måne” blev meget rost ved udgivelsen, og rosen gik bl.a. på, at Thorkild Bjørnvig med sin alderdomsdigtning formåede at inkorporere den forestående død i landskaber og i vejret, der strakte sig helt ud i universet.